Det er 2 måneder siden jeg ankom til Kenya, og det må siges, at der er sket en hel del siden.
Det blev for meget at bo 6 mennesker under samme tag, så på grund af uenigheder valgte vi at splitte os op, og bo drenge og piger hver for sig.
Vores arbejde i Kicoshep ændrede sig ikke meget fra at være mere eller mindre irrelevant i forhold til socialrådgiveruddannelsen, og nogle artefakter medførte en mistanke om at direktøren af Kicoshep ikke havde helt rent mel i posen. For eksempel fandt vi det utrolig usmageligt, at direktørens mand bar guldure på begge arme, og vi undrede os også over hans meget dyre Blacberry mobiltelefon og pick-up truck. I det hele taget havde direktøren og hendes mand bare mistænkelig mange dyre marterielle goder, hvilket stod i meget stor kontrast til selve hovedkontoret der, ikke engang have en opvasker-svamp og hvor vi hver dag blev bedt om at ”bidrage til frokosten” ved at give penge, hvor det til sidst lod til kun at være os studerende der bidrog. Vi har heller ingen anelse om hvad de penge USCJ har sendt dem er gået til, men jeg har en stærk mistanke om at de er røget i lommen. Det blev endda frækt nok nævnt af direktøren, der ikke engang havde engageret sig nok til at huske mit navn – trods det er det samme som hendes eget (!), at skolen ikke havde sendt hende nok penge eftersom vi skulle være der i fire måneder og ikke to som hun, -igen meget uengageret troede. Vi nåede dog at blive gode venner med personalet som jeg personligt synes var nogle dejlige mennesker med gode hjerter, som desværre også synes at blive udnyttet af direktøren. De var underbetalte og nogen af dem havde stadig ikke set en lønseddel i den tid de havde arbejdet hos Kicoshep. Arbejdet der blev udført virkede ikke særlig struktureret, heller ikke specielt forebyggende eller brugbart. Det bedste jeg nåede at lave var at dele kondomer ud i slumbyen ved siden af hovekontoret. Vi var fem personer og en træ penis ude for at snakke, demonstrere og dele ud. Desværre var vi kun ude en lille times tid, men det føltes dog som en succes fordi folk lyttede, spurgte og så med. Det virkede som om det vi gjorde blev værdsat af dem vi nåede ud til. Jeg fik snakket med lidt folk og vi lyttede til hinanden og det føltes som om jeg endelig kom ud og fik trænet mine rådgivningsevner som jeg har længtes så meget efter. Det var dog en engangsforestilling og ikke lang tid efter opsagde vi vores arbejde på Kicoshep. Vi valgte at afbryde samarbejdet efter en foruroligende oplevelse:
Mine medstuderende, Mia og Irena havde den dag jeg lå syg, været i slummet for at gå på hjemmebesøg hos folk der behøvede hjælp fra en sygeplejerske. De mødte en kræftsyg kvinde omkring de 30 år som havde fået fjernet det ene bryst noget tid forinden. Såret fra operationen var meget betændt og ildelugtende, og hele den side hun havde fået fjernet brystet i var opsvulmet til dobbelt størrelse. Denne kvinde boede i et skur i slummen, hvor der i løbet af dagen bliver utrolig varmt på grund af bliktaget og muddervæggene og som på ingen måder er et hygiejnisk miljø. Især for én der havde så kraftigt brug for at få renset sit sår og være i et hygiejnisk miljø med ren luft og behagelig temperatur, var situationen virkelig slem. Hun var i så meget smerte at hun hverken kunne ligge ned eller tale. Hun havde dog trods sine smerter gået gennem slummet for at tage en matatu (en varevogns bus med 14 sæder proppet ind i sig, som kører meget stærkt på de bumlede veje for at konkurrere med de andre matatu’er) op til det offentlige hospital Kenyatta der før havde opereret hende, for endda at blive afvist med den undskyldning at der ikke var nok sengeplads. Hendes smerter blev værre og værre, men hun gik alligevel fra at være på morfin til almindelige smertestillende svarende til panodiler! Hendes mand passede hende hjemme og prøvede så godt som muligt at rense hendes sår i regnvand og måtte opgive mange arbejdstimer for at tage sig af hende. Vi fik af vide at det var meget sjældent set, at ægtefællen blev hos én der var så syg, det skulle være meget mere almindeligt at efterlade den syge med børnene. Heldigvis var det ikke tilfældet her og manden gjorde en stor indsats for at hjælp hende så meget som muligt og var meget bekymret. Alt dette var meget forfærdeligt og nok det mest grelle tilfælde af misrøgt fra stat og hospital vi nogensinde har set og forhåbentligt nogensinde kommer til at se, men desværre nok ikke det mest grelle der findes her. Irena som er sygeplejerskestuderende ville straks have patienten indlagt på Kicosheps klinik på hovedkontoret, hvilket ikke var nemt at trumfe igennem, men som efter to dages argumentation blev vedtaget. Modargumenterne var at palliativ pleje kun kunne forgå i hjemmet, at der ikke var personale nok eller licens til at have nogen indlagt. Det var utrolig frustrerende at alle kunne se hvad der foregik, men ingen turde sige noget i frygten for at miste deres job. Alle tænkte at det var meget underligt at der ikke var licens til at indlægge folk på det der blev kaldt en klinik med omkring otte-ti sengepladser, og underligt at der ikke var råd til at ansætte en nattesygeplejerske så personalet ikke skulle arbejde dobbelt. Vi tilbød selvfølgelig at blive der om natten for at pleje patienten og give hende medicin. Inden vi så os om havde vi et meget tætpakket skema og Irena og den ene sygeplejerske på stedet endte med at arbejde over 100 timer den uge. Det var grunden til, men også dilemmaet ved at opsige i Kicoshep. Vi fandt det så uretfærdigt at sygeplejersken der i forvejen blev underbetalt og snydt nu også skulle arbejde dag og nat uden at se en shilling mere. Det skal måske også lige tilføjes at selv samme kvinde boede i slummen, stod op kl. fire hver morgen for at åbne sin grøntsagsbiks, senere gå halvanden time på arbejde fordi hun ikke havde råd til bus, for at arbejde hele dagen, gå hjem igen og åbne biksen igen – bare for at tjene til overlevelse. I denne situation med den indlagte patient var alt ved Kicoshep så forrykt at vi på ingen måder ønskede at støtte dem længere, vores dilemma var nu bare at hvis vi smuttede ville denne fattige sygeplejerske stå for arbejdet alene eller måske ville de hjemsende patienten – begge dele meget umenneskeligt. Vi valgte at smutte da patienten og hendes familie fik lært hvordan og hvor tit medicinen skulle tages og derved gav et frirum for sygeplejersken. Ved alt dette lærte jeg hvor elendigt hospitalssystemet er her i Kenya, og jeg så med egne øjne hvor uretfærdig og ond denne verden kan være, hvor meget der stadig er at gøre (bare her!), hvor lidt det egentlig hjælper og hvordan det får folk til at opgive.
Heldigvis har jeg også mødt en masse gode mennesker og fået nye venner der har givet mig troen på at deres generation kommer til at ændre en masse, til gavn og glæde for deres kenyanske medmennesker. Jeg er vild med deres åbne kultur, hvor alle hilser på alle og spørger hvordan det går. De er generelt meget interesserede i at lære os at kende og høre hvad vi er for nogen og hvordan vi gør i Danmark. De er meget hjælpsomme og gavmilde. Jeg nyder deres selskab. Desuden kunne vi lære meget i Danmark af deres ”vaske-hænder-politik”. Hver gang der skal spises kommer der én med en balje og en kande vand og sæbe og så skal der vaskes hænder. På de finere restauranter får man et håndklæde dampet i noget rengørende til at vaske hænder med. Det er bare så dejlig hygiejnisk og det kommer jeg helt sikkert til at savne når jeg næste gang sidder på en restaurant i Danmark.
Vi har haft svært ved at finde et nyt sted at arbejde især fordi vi samtidig har skullet finde et nyt sted at bo to gange. Det har været lidt hektisk, men på grund af vores meget hjælpsomme nye venner har vi nu fundet et helt specielt børnehjem med utrolige standarter og muligheder for børnene, hvor vi nu skal starte med at arbejde. Det hedder New Life Home Trust og er startet af et engelsk ægtepar for 17 år siden. De får efterladte nyfødte fra hospitaler og vandrøgtede eller mishandlede nyfødte fra gaden eller slummet. De har 25 forskellige afdelinger rundt omkring i Kenya. Det sted vi skal være har børn fra 0-5 år. De har også specielle huse/afdelinger for deres handicappede børn, og et hus jeg utrolig gerne ville arbejde i, der huser 10 børn som ikke er blevet adopteret. Den ældste de har, er 11 år, så det vil sige at de har fået adopteret rigtig mange børn i de 17 år de har eksisteret. De har endnu ikke huset en teenager. Jeg vil skrive lidt mere om New Life Home Trust når jeg har observeret hvordan de arbejder og hvordan det sociale arbejde på stedet er.
Status Pt. er at vi må flytte igen på grund af tyveri. Vi kæmper stadig for at få depositummet tilbage fra den sidste lejlighed, men det virker lettere umuligt. Der bliver truet med stævninger fra begge sider, selvom vi stadig ikke har set en kontrakt endnu. Det er meget frustrerende at skulle deale med alt dette på samme tid og jeg er tit ked af at tingene ikke blev undersøgt bedre inden vi kom. Vi har meget svært ved at finde et nyt sted at bo fordi vi vil undgå at betale depositum igen, og de hostels vi har kigget på bliver meget dyre i længden. Midt i alt dette døde min kære mormor og jeg har derfor kraftigt overvejet at tage hjem igen for at deltage i begravelsen og komme lidt væk fra alt vores flytte/arbejdskaos. Jeg er dog blevet for at tage kampen op og håber det betaler sig for mig, for indtil videre må jeg sige at mine forventninger ikke helt er blevet opnået og stadig hænger og dingler. Jeg er også rigtig ked af at Kicoshep var grunden til at jeg kom herned og at det har været dem der har skullet stå for alt med arbejde og bolig, for det har de i hvert fald ikke håndteret særlig godt. Det gav et rigtig dårligt førstehånds indtryk af kenyanerne og det er rigtig kedeligt at de skal få mig til at tænke sådan. Heldigvis har jeg som sagt også mødt mange søde mennesker der har været gode til at hjælpe og det er det jeg må holde fast i lige nu, hvor hjemme virker bedst…
anneikenya 